Er du blevet bidt af keramik? Så er du bestemt ikke den eneste.
Den gamle håndværkstradition er skyllet ind over Danmark i en sådan grad, at flere leverandører har meldt om udsolgt af alt fra drejeskiver til keramikkurser. En keramikbølge, som Mette Carlsen fra Helsingør også har ladet sig rive med af. Den 1. marts åbner hun byens eneste keramikfællesskab.
- For mig personligt er keramik et kreativt frirum. Og den oplevelse vil jeg gerne dele med andre, der elsker at arbejde med ler, fortæller hun.
Et kreativt fællesskab
Mette er uddannet journalist og bor i Helsingør. Hun er tilknyttet et keramikværksted i København, men har savnet et lignende tilbud i Helsingør. Og det satte hun sig for at gøre noget ved.
- Jeg har i mange år søgt projekter, der kan gøre en forskel for Helsingør. Og udover, at der mangler et kreativt fællesskab omkring keramik, så tror jeg på, at det har en positiv effekt på byen, når vi tilbyder aktiviteter, der kræver fysisk fremmøde, forklarer hun.
Som et fitnesscenter, men for din kreativitet
De sidste par år har tusindvis af danskere været på kurser i ler og keramikproduktion. Og nogle af dem kan med fordel tage et kig på Kvæts.
- Hos Kvæts vil vi gerne skabe rammerne, så folk kan komme mange gange om ugen og arbejde med ler. Samtidig vil vi gerne opbygge et fællesskab, så folk kan lære andre at kende, der deler deres interesse. På den måde minder Kvæts lidt om et fitnesscenter. Forskellen er bare, at folk ikke træner deres kræfter hos os – de træner deres kreativitet, fortæller Mette.
Hvad med de uøvede?
Kvæts er ikke kun for medlemmer. Her finder man også kurser, så man kan komme i gang og drop-in keramik, hvor man kan prøve at kvætse. Det er en særlig teknik, der helt simpelt går ud på at mase små stykker ler ned i en gipsform.
- Det lyder måske ikke så æstetisk, men sandheden er, at man ved hjælp af kvætseteknikken kan lave nogle virkeligt fine kopper og skåle. Selv hvis man aldrig har arbejdet med ler før, forklarer Mette.
De næste knap fjorten dage får Mette dog ikke selv tid til at lave keramik. Hun har nemlig travlt med at gøre værkstedet klar, så Kvæts kan slå dørene op den 1. marts.
Fakta
www.kvaets.dk
Kvæts er et keramikfællesskab. Her er plads til medlemmer, der er selvkørende i et værksted. Men også ikke-øvede kan prøve kræfter med leret ved at booke tid med de såkaldte kvætseforme.
Ordet ”kvæts” stammer fra kvætseteknikken, der er en gammel nordisk teknik. Her putter man små stykker ler på indersiden af en form. På den måde kan selv uøvede lave fx kopper og skåle med et super fint resultat allerede fra første gang.
Introtilbud
Kvæts giver 20 procent rabat for Lev Lokalts læsere. Rabatten gælder
2-timer med kvætseforme, som normalt koster 249 kr. Hver læser kan booke én
gang med rabat.
Rabatkoden er: LEV-LOKALT-20-P
Link til booking er: https://kvaets.dk/kvaets
Rabatkoden udløber 1. marts.