(Artikel sponsoreret af Elsinore Evenings)
De seneste år er der spottet flere hvaler omkring Helsingør. Derfor spørger vi to af landets førende eksperter, om Helsingør kan blive et hotspot for hval-entusiaster.
Helsingør har de seneste år udviklet sig til et mekka for folk, der vil opleve jagtende tun på nærmeste hold. Tusindvis af turister er taget med på tunsafarier for at se de imponerende fisk.
- Det er helt fantastisk. Jeg tror faktisk ikke, det helt er gået op for folk i Helsingør, hvor stor en historie det er både nationalt og internationalt, at de store tun er vendt tilbage til det nordlige Øresund, siger Jens Peder Jeppesen, marinbiolog og chef for Øresundsakvariet.
Der kommer folk fra hele Danmark og fra vores nabolande for at tage på tunsafari. Og der er skrevet om tunene i Øresund i otte forskellige tyske naturmagasiner.
- Vi har endda en familie fra Tyskland, som er kommet til Helsingør fire år i træk for at se tun, siger Jens Peder Jeppesen.
Flere hvaler
De mange tun-turister har flere gange samtidig fået mulighed for at se hvaler på nærmeste hold. Lidt i skyggen af den vilde historie om tun i Øresund, er der også blevet spottet et stigende antal hvaler.
Øresundsakvariet har faktisk arrangeret hvalsafarier siden 2010 og givet besøgende mulighed for at komme tæt på de lokale marsvin, der holder til omkring Helsingør. Dem er der fortsat mange af, selvom det ikke står for godt til i resten af landet.
Forrige sommer talte forskere 14.000 marsvin i de indre danske farvande. Blot syv år tidligere var der 40.000.
- Men dette fald i antallet har vi ikke mærket her.
Ifølge Jens Peder Jeppesen skal en del af forklaringen på det stigende antal marsvin og delfiner omkring Helsingør findes i de øvrige indre danske farvande, som er præget af iltsvind og mangel på føde.
- Hvis jeg var et marsvin, ville jeg søge mod Øresund, for her er fuldt af mad.
Delfiner på spring
Delfiner er efterhånden også blevet så hyppige gæster i det nordlige Øresund, at Øresundsakvariets medarbejdere og gæster ser dem hvert år.
- Der er ingen tvivl om, at vi ser flere og flere delfiner, både almindelige delfiner og øresvin. Og nogle gange kan man være heldig at se dem springe, siger Jens Peder Jeppesen.
Hvaler på besøg
Og så dukker der ind imellem andre hvalarter op.
- Det har været en forunderlig sæson i år, hvor vi så pukkelhval og spækhugger inden for to uger, fortæller Jens Peder Jeppesen.
Sidste år var en næbhval på besøg, og tilbage i 2016 var en kaskelothval endda på besøg.
Hvalsafarier kommer
- Der er ingen tvivl om, at mulighederne for at opleve hvaler omkring Helsingør bliver bedre og bedre. Og jeg tror, at der er langt flere, end vi opdager. Vi ser mest hvaler om sommeren, men jeg tror, at der om vinteren er endnu flere hvaler og en helt vild basis for at se dem. Lur mig, om her ikke allerede er små flokke af spækhuggere, som jager blandt andet sild og marsvin, siger Jens Peder Jeppesen.
Med det stigende antal hvaler i området, regner akvariechefen med, at Øresundsakvariet i løbet af nogle år vil kunne udbyde hvalsafarier, hvor man kan regne med at se andre arter end marsvin.
- Jeg tror, det kommer til at ske i de kommende år. Jeg kan ikke se nogle grunde til, at der ikke vil komme endnu flere hvaler.
Gode forhold
Det rige dyreliv i det nordlige Øresund står i stor kontrast til størstedelen af de indre danske farvande, der kæmper med iltsvind og langt mindre liv.
Havet omkring Helsingør er begunstiget af særlige forhold, der gavner dyrelivet. En salt understrøm udvasker næringsstofferne og modvirker iltsvind. Samtidig har det i årtier været forbudt at fiske med bundtrawl. Ifølge Jens Peder Jeppesen og hvalekspert Carl Kinze har forbuddet mod bundtrawl stor betydning for, at der er mange gode yngle- og levesteder for dyr omkring Helsingør.
Ifølge Carl Kinze er der andre forhold, som gør farvandet omkring Helsingør til et godt hvalspottersted. De større hvaler lever normalt på store havdybder, i Kattegat er der dybder ned til 700 meter. Hvis hvalerne følger den svenske kyst, når de til Limhamn ved Malmö, hvor der kun er ned til 11 meter. Her vil de fleste hvaler stoppe og vende om.
- Fordi det nordlige Øresund ikke er så plaget af iltsvind, kan de store hvaler godt blive noget tid i området og have det godt. Især hvis der samtidig er godt med føde, siger Carl Kinze.
Og så har farvandet mellem Helsingør og Helsingborg den store fordel for hvalspottere, at det er overskueligt. Selvom hvaler er store, er havet langt større.
- Der er set hvaler i farvandet ud for Helsingør gennem århundreder. Gennem tiden er vi blevet meget dygtigere til at opdage og filme dem. Derfor får vi langt flere rapporteringer, og det er blevet lettere at artsbestemme dem, siger Carl Kinze.
Hvaleksperten er dog ikke i tvivl om, at der også er kommet flere hvaler til området.
- Det er der flere årsager til. Blandt andet klimaforandringer, udsving i saltholdighed og temperaturer. Det kan vende igen. Men lige nu ligger Øresund lunt i svinget i forhold til at se hvaler.
Hør spændende historier om livet i Øresund:
Øresundsakvariet er med i Elsinore Evenings og afholder i den anledning en række foredrag om det forunderlige liv i Øresund.
Torsdag d. 28. november kl. 19 fortæller akvariechef Jens Peder Jeppesen om “Det unikke Øresund”