Tekst og foto: Asger Lind Krebs
Dato: 5. juni 2024
Når sidste båd er kommet i mål, og alt er ryddet op, har ægteparret Anya og Martin Anfeldt brugt mere end 1.000 timer på at afvikle Sjælland Rundt.
De er en del af den kerne af frivillige i Helsingør Sejlklub, som hvert år sørger for at samle sejlere og alle andre til en hel uge med sejlads, hygge og masser af liv i Helsingør Nordhavn.
Spørger man dem, hvorfor de vælger at bruge så mange timer, kommer smilet hurtigt frem.
- Det spørger vi også os selv om, svarer Anya Anfeldt med et grin.
- Det skyldes først og fremmest fællesskabet. Vi har fået mange venner i sejlklubben, og der er også et godt fællesskab med de andre sejlere, som deltager i Sjælland Rundt.
Selvom Anya har travlt under Sjælland Rundt, går hun hjem med et smil.
Jeg elsker stemningen på havnen. Der er store forventninger inden løbet. Og bagefter hører man alle historierne om, hvordan det er gået. Der er en helt særlig stemning på havnen, som jeg virkelig holder af at være en del af.
– Anya Anfeldt
Mens Anya Anfeldt blandt andet har ansvar for at tage imod, registrere og hjælpe deltagerne, er Martin Anfeldt løbsleder og sikrer, at løbene afvikles korrekt og efter alle sikkerhedsmæssige forskrifter.
Takket være indsatsen fra blandt andre Anya og Martin, har Sjælland Rundt de senere år udviklet sig meget, især med mere liv og aktivitet på havnen, hvor både sejlere og landkrabber strømmer til i løbet af hele den uge, sejladserne foregår.
- Det giver os energi, at vi kan se, hvordan begivenheden udvikler sig. Det er en udvikling, vi skaber sammen med en masse positive mennesker. Vi bliver også drevet af det ansvar, der følger med, siger Martin Anfeldt.
Tilmeld dig Lev Lokalts nyhedsbrev.
Anbefalinger til Helsingør og omegn hver 14. dag.
Tilmeldt. 👌🏼 Husk at bekræfte din mail i den email, du modtager!
I 2015 blev Anya første gang spurgt, om hun ville give en hånd med ved afviklingen af Sjælland Rundt. Året efter kom Martin også med i gruppen af frivillige. De har været med til at lægge og udføre en strategi om at gøre Sjælland Rundt og sejlads større ved at lave flere aktiviteter på havnen og gøre nogle af sejladserne mere publikumsvenlige.
- Vi kan jo se i sejlklubberne og blandt bådejerne, at mange er lidt oppe i årene. Vi har brug for at få nye medlemmer og få de unge med. Derfor arbejder vi hårdt på at gøre Sjælland Rundt mere folkeligt, så flere kan få øjnene op for, hvor fantastisk sejlads er, siger Anya.
Martin og Anya fortæller, at nogle år har været hårde, men med årene har de fået mere erfaring, og der er også kommet flere frivillige. Så i år er det mere forventningens glæde, end nervøsitet og udmattelse, der fylder.
- Jeg kan huske, at jeg for nogle år siden kiggede mig i spejlet og nærmest ikke kunne kende mig selv. Så hårdt var det. Men nu er der heldigvis kommet bedre styr på det, og vi er flere om arbejdet, fortæller Anya.
Selvom der i ugen inden sejladsen er travlt og en masse ting, der skal styr på, er det hurtigt de gode historier og anekdoter fra de tidligere år, som fylder.
Sidste år var der ikke meget vind, og en af deltagerne kom i mål blot 1 minut og 2 sekunder inden tidsgrænsen. Mens en stor flok stod inde på land og heppede, lå Martin klar i en båd for at tage imod dem.
- Det var på et hængende hår. Så det var virkelig spændende, fortæller han.
Det er ved at være aften. Martin og Anya skal mødes med løbsledelsen. Og bagefter er der møde med de mange andre frivillige, som skal have fordelt opgaverne.
FAKTA
I alt hjælper 60-70 frivillige med til afviklingen af Sjælland Rundt Sailing Week på Helsingør Nordhavn.
Arrangementet løber i perioden lørdag den 8. juni til søndag den 16. juni 2024.